Forfatter: Michael Lassen
I årene op til var mine smerter bare blevet værre og værre, indtil de til sidst kulminerede i en påskeferie. På det tidspunkt var smerterne så stærke, at jeg stort set lå i sengen hele tiden, på trods af at jeg tog alt den smertestillende medicin jeg måtte tage. Jeg havde længe forsøgt at finde ud af hvad mine smerter skyldes, havde været til lægen flere gange og igennem flere undersøgelser, som intet fandt. Jeg havde også brugt i tusindvis af kroner på alternativ behandling, som heller ikke havde hjulpet.
I den periode smerterne startede var mit liv meget hektisk. Jeg arbejdede mange timer og uddannede mig ofte i ferier og tidspunkter hvor jeg burde slappe af. På intet tidspunkt kædede jeg min travle hverdag sammen med smerterne der bare blev værre og værre.
Den endelige sygemelding
Smerterne kulminerede på det tidspunkt, hvor min arbejdsplads skulle lukkes ned. Det var som om, det var den sidste belastning, der gjorde at jeg blev helt uarbejdsdygtig og til sidst måtte sygemelde mig. Det var en svær beslutning, da jeg var klinisk underviser og havde studerende jeg skulle føre op til eksamen. Jeg forsøgte virkelig at gennemføre det, men det var umuligt. Mit liv var et smertehelvede, som kun blev forværret af at jeg bevægede mig. Sport som jeg ellers altid havde været glad for, var jeg for længst holdt op med at dyrke. Jeg var sengeliggende stort set konstant.
Da jeg først blev sygemeldt gennemgik jeg yderligere undersøgelser. Undersøgelser jeg selv måtte betale for på et privathospital, da ventetiden for rygundersøgelser er meget lang i det offentlige. Jeg fik bl.a. taget et røntgen billede og havde efterfølgende en snak med en speciallæge, som mente jeg havde nogle sammenvoksninger på de nederste led, som han gerne ville operere mig for.
Jeg snakket med flere speciallæger og alle havde deres teorier om hvorfor jeg havde ondt. Alvorlige diagnoser som knoglekræft, diskusprolaps og knogleskørhed var oppe at vende. Diagnoser der gjorde mig bange og stressede min krop yderligere.
Heldigvis er jeg uddannet ergoterapeut og havde derfor lært at den slags sammenvoksninger, kan man finde hos mange mennesker uden at det giver smerter. Desuden vidste jeg at prognosen for rygoperationer ikke er særlig god. Så jeg takkede nej og betalte yderligere for en scanning på et privat hospital. På det tidspunkt havde jeg snakket med flere speciallæger og alle havde deres teorier om hvorfor jeg havde ondt. Alvorlige diagnoser som knoglekræft, diskusprolaps og knogleskørhed var oppe at vende. Diagnoser der gjorde mig bange og stressede min krop yderligere.
Første vendepunkt
Resultatet fra scanningen viste intet der forklarede mine smerter, og på en måde var det et slags vendepunkt, fordi jeg på det tidspunkt følte at jeg var blevet undersøgt så grundigt som det var muligt.
Jeg begyndte derfor at tænke anderledes om min sygdom, at det måske var noget stressrelateret. Jeg havde pga. min sygemelding også haft god tid til at reflektere over mit liv, som jo havde været noget hektisk. Som ansat i psykiatrien havde jeg oplevet, at der var en tæt sammenhæng mellem krop og psyke, og som ung havde jeg oplevet, at jeg kunne reagere med fysiske smerter som følge af psykisk stress. Så jeg har altid været åben overfor den mulighed. Alligevel var det vigtigt at blive undersøgt ordentlig for kunne udelukke en fysisk skade eller sygdom
Da jeg begyndte at betragte mine smerter som noget stressrelateret, forsøgte jeg at gøre alt det der var godt for stressramte. Det betød at jeg mediterede to gange dagligt, kørte jeg ud til havet og gravede mig ned i sandet og lå og lyttede til bølgerne der skyllede ind. Jeg kunne kun ligge på maven, da min ryg var øm pga. smerter. Men jeg fornemmede det havde en god effekt på mig og mine smerter. Senere begyndte jeg at bade i havet og da det blev koldere meldte jeg mig ind i vinterbadeklubben.
Jeg havde fundet noget der virkede og begyndte på det tidspunkt at arbejde deltid som delvis sygemeldt. Selvom min arbejdsplads var lukket ned, var der stadig arbejde som klinisk underviser jeg kunne varetage, så det fik jeg lov til. Smerterne var meget stærke stadigvæk, men mit hoved fungerede ok, og jeg var glad for at kunne bevare en kontakt til arbejdsmarkedet, og til at kunne bruge mine kompetencer. Dog synes jeg ikke helt mine symptomer passede på en stress ramt. Jeg havde f.eks. ingen kognitive symptomer, så på en måde var jeg stadig søgende omkring en korrekt diagnose.
Andet vendepunkt
Næste vendepunkt opstod ved en tilfældighed, da jeg så et indslag i fjernsynet om funktionelle lidelser. Pludselig var det som om, der endelig var noget der passede på mig og de symptomer jeg havde, og da jeg som sagt altid har været åben overfor at krop og psyke hænger sammen, og jeg jo var blevet undersøgt på kryds og tværs, uden man havde fundet noget. Det var nemt for mig at acceptere at jeg havde en funktionel lidelse.
Det var nemt for mig at acceptere at jeg havde en funktionel lidelse.
Desuden ønskede jeg først og fremmest at blive rask, og jeg kunne læse at 1/3 blev helt rask og yderligere en 1/3 fik det væsentlig bedre, ved hjælp af en ufarlig behandling bestående af mindfullnes, ACT og gradueret genoptræning, så jeg måtte naturligvis give det en chance. Det skyldte jeg mig selv, min familie og alle de andre som havde lidt med mig igennem de sidste mange måneder. Derfor bestilte jeg straks en tid hos lægen, som indstillede mig til en udredning for en funktionel lidelse.
Da jeg endelig fik stillet diagnosen bodily distress disorder (BDS), kunne jeg læse at de ting jeg gjorde i forvejen: Mindfullness, vinterbadning, var en del af behandlingen for en funktionel lidelse. Jeg kunne også læse at gradueret genoptræning var en anden del, jeg ikke havde forsøgt mig med endnu. Jeg havde mistet rigtig meget muskelmasse pga. inaktivitet og fordi enhver fysisk anstrengelse gjorde mine smerter værre.
Men jeg var meget motiveret for at få det bedre og var klar over jeg måtte gå meget langsom frem med den graduerede genoptræning, for at undgå smerter. Den første øvelse jeg lavede, var en simpel udstrækning af få sekunders varighed. Næste dag holdte jeg strækket lidt længe og efter 4 uger kunne jeg holde strækket i 30 sekunder uden at få mere ondt. Det var da en fremgang.
Senere begyndte jeg at lave helt lette øvelser for min ryg og mave muskulatur. I starten få gentagelser uden vægt og efter flere måneders daglig træning, mange gentagelser og senere med vægt. 2 år gik på den måde med 2 daglige afspændings øvelser, daglig træning og så vidt mulig undgåelse af enhver form for stress. Jeg var også begyndt at arbejde fuldtid. Til mit held havde jeg ikke et fysisk arbejde, så jeg fik ikke væsentlig flere smerter af at gå på arbejde. Om end jeg fortsat havde stærke kroniske smerter fra min ryg hver dag.
Jeg kunne dog mærke at mine smerter var reduceret noget, siden jeg startede min graduerede genoptræning for to år siden, og jeg kunne udføre flere fysiske ting uden jeg fik mere ondt, hvilket yderligere var med til at forbedre min livskvalitet. Så jeg fortsatte træningen og da jeg var havde opnået en vis styrke i min ryg og mave, begyndte jeg at cykle nogle små ture også. Senere cyklede jeg på elcykel de 8 km ind på arbejdet. Efter to måneder kunne jeg cykle på min almindelige cykel. Min form var nu god og min smerte var på tre år reduceret yderligere.
I dag har jeg ingen smerter og styrketræner fem gange om ugen i fitnesscenteret.
Da jeg startede den graduerede genoptræning havde jeg ingen forventning om, at jeg kunne blive helt rask. Men kunne jeg blot få det lidt bedre, ville det også være fint for mig. I dag har jeg ingen smerter og styrketræner fem gange om ugen i fitnesscenteret. Jeg havde aldrig troet at den ryg der førhen ikke kunne stå oprejst mere end få sekunder, nu løfter 130 kg i dødløft.
Michael Vind Lassen var tidligere formand i den danske Patientforeningen For Funktionelle Lidelser. Han har også fortalt sin historie i et foredrag som du kan se og høre her.